logo

En spirende skole i naturen 1.0

Projekttype:      Ombygning
Sted:                   Nørre Aaby
Størrelse:           300 kvm

Natur- og Helhedsskolen Billesbølle skal flytte ind på en 
charmerende gård i udkanten af Udby, med en stor, 
tilhørende naturgrund. Første etape af projektet består af 
at renovere gårdens gamle grisestald. Stalden skal omdannes 
til et undervisningsmiljø, der kan imødekomme en bred vifte 
af forskellige læringsbehov. 

Gården, med navnet Dyregård, som blev bygget i 1862, består af en klassisk længestruktur med et stuehus, en smuk lindeallé og et læhegn – alle elementer med høj bevaringsværdi. Dyregård har tidligere fungeret som kursuslokaler, men står nu overfor at skulle tilpasses og bearbejdes med respekt for dens unikke struktur og kulturarv, så den kan komme til blive et inspirerende og funktionelt læringsmiljø for skolens elever


De følgende skitseforslag præsenterer to mulige løsninger på, hvordan dette kan se ud.


Skitseforslag 01

Skitseforslaget er baseret på bygherrens ønsker og tanker. Der er i stueetagen plads til to forskellige teams. De har begge egen indgang med en rumlig fordelingsgang, hvor der er adgang til toiletter og garderobe. Fra den centrale gang kan man tilgå undervisningsrummet, hvorfra der er adgang til to mindre læringsrum.

Man ankommer til førstesalen af en ståltrappe, der hæfter sig til bygningens nordlige gavl. På 1. salen er der plads til et enkelt team. Ved indgangen er der adgang til toilet, garderobe samt et mindre læringsrum. I forlængelse af undervisningslokalet er der et loungeområde med studiepladser samt adgang til det tredje og sidste læringsrum.


Skitseforslag 2

Skitseforslaget tager udgangspunkt i, at alle undervisnings- og læringsrum har mulighed for dagslys. De to teams har hver deres indgang og fordelingsgang. Fra gangen kan man tilgå undervisningsrummet, som er centralt placeret med adgang til to læringsrum. En fleksibel planløsning muliggør, at slå de to rum sammen, så de kan fungere som et stort, sammenhængende rum, der kan anvendes af begge teams på tværs af behov og aktiviteter.

I dette forslag, er der to kviste på 1. sal, der giver mere lys og plads. Man ankommer til førstesalen af en ståltrappe, der hæfter sig til bygningens gavl mod nord. Ved indgangen er der adgang til toilet, garderobe, et stort loungeområde og to læringsrum, som kan slås sammen til ét stort rum. Bagerst i lokalet er der placeret et loungeområde, hvor eleverne har mulighed for at trække sig tilbage, men stadig være en del af undervisningen. Herfra, er der også adgang til det sidste læringsrum.